Forskellige mødeformer

Dette oplæg handler om en af IMU’s målsætninger og er en del af serien “IMU’s mål”. Dette oplæg vil lægge op til en samtale om, hvordan I kan være med til at opnå det mål.

Forfatter: Anders Bjerregaard
Varighed: 60 minutter
Aldersgruppe: 17-30+

Forberedelse:

Nedenfor kommer den konkrete målsætning fra IMU’s side. Læs det og overvej, hvad det betyder for det fællesskab, du er en del af.

”Vi vil udforske forskellige mødeformer, fordi IMU har mange udtryk. Herunder f.eks. smågrupper, diakonale tiltag, kreativitet og sport.”

Indledning:

Mennesker er forskellige. Sådan har Gud skabt os. Det har Han gjort, fordi det kan være en stor rigdom for os mennesker, at vi fungerer forskelligt. Vi lærer, lytter og oplever ting forskelligt. Vi har også forskellig smag, energiniveau og meget andet. Det er faktisk en rigtig god ting.

Det er hvad der ligger bag målet, om at lave forskellige mødeformer. For vi er forskellige som mennesker, det skal mødeformen i IMU også afspejle.

Vi mennesker er forskellige, og det er en Gudgivet gave, men vores syndige natur gør, at vi ofte ser det som en udfordring og et problem. For ”Verden ville være et bedre sted, hvis alle tænkte som mig”

Mennesker er forskellige, og det er villet af Gud, men på grund af vores syndige natur betyder det samtidig, at det også er roden til spændinger og udfordringer, for “hvorfor tænker alle de andre ikke bare ligesom mig?!”

  • Tag en runde og tal om, hvordan I hver især synes at det er nemmest at være en del af et fællesskab. Vær ikke bange for at være mangfoldige i jeres gruppe.

Bøn:

“Ved Herrens ord blev himlen skabt, hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.” (Sl 33,6)

Brug lidt tid på at snakke om dette vers. Del også eventuelle bedeemner.

Bed derefter sammen over emnerne og tak Gud for at Han har skabt alle ting og alle mennesker forskelligt. Bed også Helligånden om at velsigne den samtale, I skal til at have.

Hoveddel:

Mangfoldighed er en kæmpe velsignelse, hvis man griber de muligheder det kan give. Det er en gudsgiven gave, at vi mennesker er forskellige. Vi er forskellige som mennesker både af udseende, interesser, kompetencer og meget mere. Denne forskellighed kommer til et smukt udtryk i Bibelen, både når det handler om mennesker, men også om Gud. I denne del af oplægget skal I dykke ned i både Guds og fællesskabets mangfoldighed. Til slut skal I også tale om udfordringerne ved at være mangfoldige.

Guds mangfoldighed

Vi mennesker er som nævnt mangfoldige. Vi er også alle skabt i hans billede. Det må betyde at Gud også er mangfoldig i sin person. Det vidner Bibelen også om. Der står for eksempel:

“I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt.” (Kol 1,16)

“Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!” (Sl 139,13-14)

“Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1 Mos 1,31)

  • Hvad betyder det for dig, at Gud er mangfoldig og elsker det mangfoldige?
  • Kan man være anderledes på en måde, som Gud ikke elsker? Hvorfor/hvorfor ikke?

Fællesskabernes mangfoldighed

Når Gud vil at vi mennesker er forskellige, så følger det naturligt heraf, at Gud ønsker at de måder vi er sammen på, også er forskelligartede. Bibelen bruger flere forskellige billeder på at beskrive, at det kristne fællesskab består af mennesker, der er forskellige fra hinanden. Nogle eksempler følger:

Bibelen beskriver fællesskabet som et træ med mange grene i Joh. 15,1-8.

Bibelen beskriver fællesskabet som en krop med forskellige lemmer i 1 Kor 12,12-26.

Bibelen beskriver fællesskabet som et hus i 1 Pet 2,1-10.

  • Hvad siger teksterne om mangfoldighed?
  • Hvad siger teksterne er det, der gør et fællesskab til et fællesskab?

Flere steder i Bibelen er der brugt et meget stærkt billede på hvad det kristne fællesskab er. Det er en familie. Det kan man f.eks. læse i Mark 3,31-35. Paulus og de andre brevskrivere i NT kalder også gerne modtagerne af brevet for ”brødre.”

Kristne er én stor familie, for de ser sig selv og andre kristne som børn af Gud. Derfor må vi alle være én stor familie med Gud som far.

  • Hvad tænker du om familien som et billede på det kristne fællesskab?
  • Hvad mener du, at der skal til for at være Guds barn og en del af Guds familie?

Mangfoldighedens udfordring

På trods af at Gud har skabt os forskellige, for at vi kan inspirere og supplere hinanden bedst muligt, kan vi ikke komme udenom at vores forskellighed, kan være en udfordring. Vi kan ikke komme udenom at tænke, at det hele ville være lettere, hvis alle bare var ”ligesom mig.” Det hænger sammen med, at vi som mennesker har en syndig natur, der gør at vi ikke sætter Gud og andre før os selv. Derimod vil vi mennesker altid prioritere det, vi selv har det bedst med.

Denne naturlige tendens må ikke få os til at indskrænke mangfoldigheden i de kristne fællesskaber. Derimod skal vi arbejde for den. Neden for kommer to citater, der kan udfordre jer lidt:

I bogen Det rummelige missionshus skriver Søren Juul Skovenborg således:

Hvad enten missionshuset følger med tiden eller ej, bør det altid være et frirum, hvor man kan være sig selv. Rummeligheden må være det fornemme visitkort, vi stolt proklamerer med ordene: “I missionshuset er der ingen vindere eller tabere.” (s. 23)

I bogen Jeg er – I er. Mennesker, miljøer og mission skriver Michael Herbst således:

Vi går ud fra, at det, vi kan lide, og den måde, vi lever på, er det normale; at det er det, kristendommen handler om. Vi er som fisk i vandet. Og vores miljø er vandet. Vi tror, at vi er åbne, og inviterer alle; vi tror, at der er plads til alle mennesker i vores fællesskab. De kan bare komme. Men den skjulte logik er, at de skal komme og tilpasse sig vores måde at leve på. (s. 69)

  • Hvad er din umiddelbare reaktion på disse citater?
  • Hvordan passer disse citater på dine erfaringer med det kristne fællesskab?

Anvendelse:

Denne målsætning for IMU lød sådan:

”Vi vil udforske forskellige mødeformer, fordi IMU har mange udtryk. Herunder f.eks. smågrupper, diakonale tiltag, kreativitet og sport.”

Det kan lyder meget godt, men vi ønsker at det skal kunne mere end bare at lyde godt. Det skal blive til en levet og erfaret virkelighed. Vi skal leve og fejre forskelligheden i IMU. Måske har I allerede gode erfaringer og initiativer i gang, for at flere unge kan føle sig som en del af jeres fællesskab. Måske kan I endda gøre endnu mere.

Derfor skal I nu bruge resten af tiden på at arbejde med de to sidste spørgsmål. Skriv jeres tanker ned, og snak om, hvad der skal gøres for at de tanker og idéer kan blive til virkelighed. [1]

  • Hvad kan og skal der konkret gøres anderledes, så jeres eksisterende fællesskab bliver mere rummeligt og mangfoldigt?
  • Hvilke nye tiltag eller mødeformer kan I finde på, som det reelt er muligt for jer at udføre lokalt?

[1] Det kan være relevant for jer, at reflektere over hvad der egentligt skal til for at en IMU stadig kan kaldes en IMU, og hvad der skal til for at det ikke længere kan kaldes en IMU.