Indledning
Hvad vil det egentlig sige at kende nogen? Man kan jo nogle gange høre folk sige, at de kender dronningen eller statsministeren, men med det siger man jo blot, at man ved, hvem disse personer er… medmindre man selvfølgelig kender dem personligt.
Der er altså grader af kendskab, og man kan vokse i kendskab til nogen eller noget, og sådan er det også i forhold til Gud. Der er dog det specielle i dette forhold, at Gud allerede inden, vi kender ham, kender os. Gudskendskab handler altså om, at vi lærer ham bedre at kende.
Begynd med denne lille øvelse: Alle tager et stykke papir og skriver tre ting om sig selv: to sande og en forkert. Tag en runde og fortæl dine tre ting. De andre skal forsøge at gætte, hvad der er løgn. Prøv at skrive noget, ingen af de andre i gruppen ved. Herved lærer I hinanden bedre at kende.
Bøn
“Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.” (Sl 139,1b-3)
Gud har mange egenskaber: kærlighed, nåde, barmhjertighed, sandhed, hjerte for de fattige, hellighed osv. Hvilke af disse egenskaber betyder mest for dig for tiden?
Tak Gud som smågruppe for de måder han har åbenbaret sig for jer på igennem den seneste tid.
Hvilke af Guds egenskaber ville du gerne erfare mere af det kommende år? Brug lidt tid på at give udtryk for denne længsel i bøn til Gud.
Hoveddel
I vores vestlige kultur handler kendskab oftest om noget, der foregår i hjernen. Vi har kendskab til fakta om alt muligt. Det er også muligt at have et hjerne-forhold til Gud. Men i Bibelen betyder kendskab meget mere end det. Det kan betyde at have en intim relation til Gud eller at blive genforenet med ham. Betydningen antyder en tæt relation.
Del 1: Bibelvers
Tal om hvad de følgende vers siger om kendskab til Gud:
- Jer 29,13
- Joh 14,16-17
- Gal 4,8-9
- Ef 1,17
- Kol 1,10
- Tit 1,16
- 1 Joh 2,3-4
- 1 Joh 4,8
Del 2: Kød og kartofler
En måde at lære Gud bedre at kende er at hengive sig selv regelmæssigt til historien om, hvordan Gud har åbenbaret sig selv til os gennem generationer. Den vigtigste kilde her er Bibelen.
Der er mange forskellige måder at læse i Bibelen på.
En anden metode er ”Kød og kartofler”. “Kartoflerne” er store tekststykker (kapitler, små bøger), som læses uden afbrydelser. Hvis noget fanger din opmærksomhed, så lav en note og vend tilbage til dette hotspot senere.
Når du vender tilbage til disse vers studeres de nærmere. Meditér over dem. Her får du “kødet”.
Brug denne metode på Sl 139. Det er en salme om intimt fællesskab.
- Begynd med at bede Gud om at åbenbare sig selv gennem sit ord. Brug evt. dette salmevers som bøn: “Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov.” (Sl 119,18).
- Læs derefter salmen højt, og læs gerne 2-3 vers af gangen. Læs på skift i gruppen.
- Del herefter de hotspots, som I fandt hver især.
Som afslutning på denne samling skal I nu overveje, hvad det I har læst har af konkret betydning for jer – individuelt og fælles. Guds ord er levende, og han ønsker igennem det at møde jer hver især. Hvad tror I, at han vil, at I skal tage med fra samlingen?
- Hvordan kan I hver især helt konkret vokse i kendskabet til Gud?
- Hvordan kan I hjælpe hinanden med dette som smågruppe?