Der må ligge en grundigt gennemtænkt genistreg bag, at alle mennesker er skabt forskelligt. Der må være en særlig signatur fra skaberen, i hver en unik skønhed og skævhed. En signatur, der underbygger en kreativitet, som også er lagt i hvert menneske, til at udtrykke og udfolde sig. Denne forskellighed mellem mennesker og også kulturer har altid fascineret mig.
Jeg skiftede derfor bøgetræer og brun sovs ud med bananpalmer og bongotrommer, da jeg boede et år i Tanzania. Det skulle vise sig at blive afgørende for mit liv, min tro og mit syn på verden, at møde en kultur og et folk, der lever helt anderledes end mig selv. Jeg hedder Lea, er 24 år gammel og bor i Aarhus, hvor jeg læser teologi. I 2022 var jeg udsendt som volontør af BDM. Først til landsbyen Sikonge, hvor jeg var hos en dansk missionærfamilie. Her havde os volontører til opgave at undervise parrets tre drenge, som en slags autodidakte pædagoger på savannen. Her fik jeg lov at opleve den hjertevarme kultur, som blomstrer i Tanzania. Hvor alle hilser på alle, hvor børns lattermilde grin og afrikanske gospelrytmer altid hænger et sted i luften og hvor det ikke er unormalt at blive budt indenfor på te af vildt fremmed bedstemødre, syersker og sodavandsælgere.
Mødet med denne hjertevarme kultur fortsatte da jeg senere var volontør på børnehjemmet Peters House i Sumbawanga. Her mærkede jeg et overflødighedshorn af taknemmelighed, glæde og nærvær i nuet. Vores opgave som volontører, var at drysse lidt ekstra krymmel på hverdagen for omkring 30 vidunderlige unger. Vi underviste også i engelsk, gik ture i bjergene, lavede perler og pandekager og rykkede alle tæt sammen og så film i weekenderne. De smil jeg blev mødt med hver dag i børnenes ansigter, sidder stadigvæk, som solstråler i mit sind. Særligt fordi de kom af en umildbare ubekymret glæde, som kendetegner livet i Tanzania. Det var vildt at se, hvordan livet med vores vestlige øjne kan se fattigt ud, men ved nærmere eftersyn være så rigt. Det har givet mig en tro på kulturmøder. At vi ikke behøver at spille eller leve efter den samme tone, men kan bidrage med værdifulde forskelligheder og dermed klinge bedre som akkord bestående af flere toner der mødes.
I Tanzania er de rige på vores mangelvare i vesten. Tid. Tid til hinanden. Jeg oplevede ofte, hvordan folk tog sig tid til at hjælpe, selvom det pludselig tog dem hele deres eftermiddag. Fælleskab og relationer er en grundsten for hele deres overlevelse. Jeg tror på at vi er skabt til fællesskab, men det kan vi godt glemme fordi vi bor i et materielt privilegeret samfund Danmark, hvor vi faktisk godt kan klare os selv. Tror vi. Men vi er skabt til fællesskab og vi behøver ikke at kigge længere end på Guds eget væsen. Gud selv ER fællesskab. Han selv ER relation mellem Far, Søn og Helligånd. Det perfekte billede på forskellighed i forening.
Det jeg har taget med mig fra min tid i Tanzania, er styrken i at vi er skabt forskelligt. Gud må mene det hammer alvorligt når ikke to mennesker er, eller har været, skabt helt ens. Det må også sige, at der i vores forskellighed, ligger en unik del af Gud i os alle hver især. At vi kan blive endnu klogere på hvem Gud er, ved at møde og blive klogere på hvem andre mennesker er. Jeg vil meget varmt anbefale at tage ud og møde verden, kulturer og mennesker der tænker og lever anderledes. Det har åbnet mit livsperspektiv og givet mig meget mere end jeg troede jeg skulle ned og bidrage med. Jeg tror nøglen netop ligger i mødet. For det er i mødet med forskellige kulturer, mennesker og måder at være kristen på at vores perspektiv på Gud kan gro.
