Ikke-kristne venner

Oplægget opstiller et fiktivt scenarium med fiktive personer, som dog er realistisk. Ud fra scenariet kommer I til at skulle drøfte en række dilemmaer, hvor I skal sætte jer i hovedpersonens sted.

Forfatter: Johanna Sonne Mortensen
Varighed: 45-60 minutter
Aldersgruppe: 17-30+

Indledning

Som ung kristen står man ofte i situationer, hvor man skal forholde sig til en ikke-kristen[1] omverden, der stiller sig undrende overfor en kristen etik. Nogle gange kan man måske direkte opleve, at vennerne ikke respekterer, at man er kristen. Hvordan navigerer man i dette?

Ofte er det blevet sagt, at vi skal være i verden, men ikke af verden, men hvad betyder det helt konkret, og hvordan udlever vi dette i praksis som kristne.

Hold en kort tjek-ind-runde, hvor I hver især lige får mulighed for at dele, hvad der fylder i jeres liv lige nu.

Bøn

“Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.” (Joh 17,15-16)

Det er Jesus, der beder denne bøn for sine disciple. Lyt til den og tag den til jer. Snak kort om, hvad dette betyder for jer, og bed derefter for hinanden. Tag gerne de ting med i bønnen, som I snakkede om i tjek-ind-runden.

Afslut samlingen med, at bede for de mennesker i jeres omgangskreds, som ikke endnu er kristne, og for dem, der på en særlig måde er lagt jer på sinde.

Hoveddel[2]

Dorthe er kristen. Ved siden af IMU er hun også i en god venneflok, hvor de andre ikke er kristne. Hun synes, at det er vildt svært overhovedet at få fortalt, at hun er kristen. Hvis det endelig lykkes for hende at nævne det, ved hun slet ikke, hvordan hun skal komme til at fortælle om Jesus, som jo er det vigtige.

Peter, Lars og Rikke er “kulturkristne” og giver ikke udtryk for, at de som sådan tror på særlig meget eller interesserer sig for religion – og da slet ikke Jesus.

Derimod er Susanne, som også er med i venneflokken, hardcore ateist. Hun lægger ikke skjul på, at religion er roden til alt ondt, og at det er latterligt at tro på en Gud. Dorthe aner ikke, hvordan hun skal gå til hende.

Den sidste ven er Chris, som forsigtigt har fortalt, at han er homoseksuel. Dorthe kender Chris knap så godt, for han er rimelig stille, men hun fornemmer, at han har det svært derhjemme.

Dorthe står altså med tre venner, der er ret ligeglade med tro og to venner, som hun er bange for at komme til at såre eller fornærme ved at fortælle om sin tro.

Spørgsmål til debat

  • Behøver Dorthe fortælle, at hun er kristen? Hvorfor/Hvorfor ikke?
  • Hvad kan det være, der gør det så svært for Dorthe at tale med sine venner om Jesus og sin tro? (På gadeevangelisation er det jo intet problem for hende?).
  • Hvad kan hun gøre ved de ovenstående ting, der står i vejen for hende? Hvad kan motivere hende?
  • Hvordan kan hun fortælle, at hun er kristen?
  • Hvilke måder kan hun bruge til at få Jesus bragt på banen?
  • Hvad skal hun sige til Chris, når han konkluderer, at hun jo sikkert ikke kan acceptere ham?
  • Hvordan kan hun forklare Bibelens holdning til homoseksualitet uden at skubbe Chris væk?
  • Hvordan kan Dorthe møde Susanne uden at blive sablet ned og med mulighed for at vidne om Jesus?

Tillægsspørgsmål

  • Hvordan skal Dorthe generelt være kristen i den ikke-kristne venneflok?
  • Dorthe kan egentlig godt lide at drikke en øl, men kan hun gøre det sammen med vennerne?
  • Vennerne holder en grillfest i Rikkes have torsdag aften, hvor der også er IMU. Hvad skal Dorthe tage til?
  • Samtalen falder en dag på abort. Dorthe ved, at Susanne har fået foretaget en abort for et par år siden. Hvordan skal Dorthe deltage i samtalen?

[1] Vær opmærksom på ikke at frakende nogen deres kristen-navn. Hvis man selv siger, at man ikke er kristen, så er det ok at kalde en person ikke-kristen – ellers ikke. I dette oplæg bruges udtrykket for nemheds skyld.

[2] Følgende er fiktivt, og enhver sammenhæng med virkelige personer er tilfældigt.